Hvem er du, hvad hedder din virksomhed, hvor ligger den, og hvad laver I?
“Jeg hedder Malene Soto Preisler, og jeg står bag MPuls Fitness i Jyllinge. MPuls Fitness ligger på Møllehaven 16A, og vi er et lokalt træningscenter med fokus på fællesskab, god energi og træning, hvor der er plads til alle. Vi tilbyder blandt andet styrketræning, funktionel træning, HYROX, Jumping, seniortræning, efterfødselstræning, mobility, personlig træning og forskellige events og bootcamps. For mig handler MPuls ikke kun om træning og om at blive stærkere. Det handler mindst lige så meget om at skabe et sted, hvor folk har lyst til at komme, hvor man føler sig velkommen, og hvor træningen gerne må være både hård og sjov.”
Hvad fik dig til at vælge netop dette erhverv?
“Jeg har altid været glad for træning, mennesker og den energi, der opstår, når man gør noget sammen. Det, der fik mig til at vælge fitnessbranchen, var ønsket om at skabe et sted, hvor træning både må være hårdt, udfordrende og sjovt. Hos os bliver man presset, for det er jo også sådan, man flytter sig – men altid med respekt for den enkelte og det niveau, man kommer med. Jeg elsker at se, når folk opdager, at de faktisk kan mere, end de selv troede. Når de bliver stærkere, får mere energi og samtidig bliver en del af et fællesskab. Det er nok det, der driver mig allermest.”
Hvad er den vildeste forespørgsel, du nogensinde har fået fra en kunde?
“Puha, den er svær – for når man driver et fitnesscenter, får man virkelig mange sjove forespørgsler 😄 Noget af det vildeste er nok, når folk spørger, om jeg ikke lige kan lave et hold eller et event med meget kort varsel – og helst noget, vi aldrig har prøvet før. Og mit problem er jo, at jeg som regel siger: “Ja, det finder vi ud af!” 😂 Så pludselig står vi med et nyt race, en bootcamp eller et eller andet skørt koncept, som egentlig bare startede med én lille idé fra et medlem. Det er faktisk også noget af det, jeg elsker ved MPuls – der er ikke så langt fra idé til handling.”
Hvad elsker du mest ved at drive virksomhed i netop Jyllinge?
“Det jeg elsker mest ved at drive virksomhed i Jyllinge, er helt klart det lokale fællesskab. Folk kender hinanden, anbefaler hinanden og bakker op om de lokale virksomheder. Det mærker vi virkelig i MPuls, hvor mange kommer ind, fordi de kender nogen, der allerede træner hos os. Jeg synes, Jyllinge har noget helt særligt. Det føles ikke bare som et sted, hvor man driver en virksomhed – man bliver en del af lokalsamfundet. Og det betyder meget for mig, at MPuls er et sted, hvor folk mødes, griner, bliver udfordret og lærer nye mennesker at kende.”
Hvilken anden lokal virksomhed fortjener mere lokal opmærksomhed?
“Det gør de fleste lokale virksomheder faktisk – vi er jo afhængige af, at folk bruger os lokalt. Men hvis jeg absolut skal nævne én, så må det jo være SP Auto 😄 Det er vores anden virksomhed, og ligesom med MPuls betyder det rigtig meget for os at være en del af Jyllinge og have kunder, der vælger lokalt. Så ja… alle fortjener mere lokal opmærksomhed – men SP Auto må gerne få lidt ekstra 😉”