Klokken 03.36 slog en opmærksom nabo alarm om et indbrud på Kornvej i Jyllinge. Naboen var blevet vækket af en lyd fra nabohuset og så en mørk skikkelse gå omkring huset. Der blev lyst med en lommelygte i garagen, og der lød høje bump fra stedet.
Politiet kørte hurtigt frem, og en patrulje så en mand stikke af til fods. Han beskrives som cirka 180 centimeter høj og almindeligt bygget. Han var iført sort tøj, muligvis med hvid skrift på det ene ben. Manden slap fra patruljen.
En hundepatrulje og politiets indsatsleder kom til stedet, og der blev iværksat en eftersøgning. Manden blev ikke fundet. Det lader til, at han blev forstyrret, og han fik ikke noget med sig fra stedet.
Den opmærksomme nabo fik stor ros. Vidner bedes ringe til politiet på telefon 114.