En 86-årig kvinde fra Jyllinge blev for nylig offer for bedrageri, da hun blev ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea Sikkerhed. Manden opgav et sikkerhedsnummer for at underbygge sin historie og bildte kvinden ind, at der var trukket 11.248 kr. fra udlandet på hendes konto.
Manden fortalte kvinden, at en bankansat ville komme hjem til hende for at hjælpe. Kort efter dukkede en mand op, oplyste et sikkerhedsnummer og fik franarret kvindens dankort, hvorefter han forsvandt fra stedet. Det er uvist, om manden nåede at misbruge kvindens dankort, inden det blev spærret.
Gerningsmanden beskrives som værende 25-30 år, 180 cm høj og af almindelig bygning med brun hud og sort hår. Han var iført mørkt tøj.
Politiet arbejder på at finde gerningsmændenes identitet og opfordrer personer med oplysninger til at kontakte dem på telefon 114.