En personbil ført af en 78-årig mand fra Jyllinge kom klokken 08.05 over i den modsatte vognbane på Frederiksborgvej i Roskilde. Bilen ramte en modkørende bil, der blev ført af en 33-årig kvinde fra Karlslunde, og strejfede også en bus.
Begge personer blev bragt til sygehuset for behandling af deres skader. Årsagen til uheldet er ukendt, men et ildebefindende er en mulig forklaring. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge ulykken.
Vejen var spærret i længere tid, og uheldet medførte omfattende kødannelser i området.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi