Organist søges til fuldtidsstilling i Jyllinge Sogn med start i marts 2026

dato

Da vores organist gennem 46 år går på pension i marts 2026, er den ene af vores to organiststillinger ledig. Det er en fuldtidsstilling. Vi ønsker stillingen besat pr. 1. marts 2026. Vi søger en organist, der kan inspirere og medvirke til at løfte musikken i forbindelse med gudstjenester og andre kirkelige handlinger.

Menighedsrådet vægter musikken højt og ønsker en organist, som kan videreføre Jyllinge Sogns lange tradition for et levende musikliv med en rig koncertvirksomhed af høj kvalitet. Organisten skal være godt hjemme i det klassiske repertoire og beherske det rytmiske. I Jyllinge lægger vi meget vægt på, at mennesker møder evangeliet i flere forskellige sammenhænge. Også gerne med inddragelse af f.eks. jazz, gospel og folkemusik så vi kan tilbyde en bred vifte af musikalske udtryk.

Sognet og kirkerne
Sognet har 11.000 indbyggere, hvoraf 8.000 er medlemmer af folkekirken. Vi har to kirker hvor den ene, Jyllinge Kirke, er en gammel middelalderkirke fra 1100-tallet, og renoveret i 2019. Den anden, Hellig Kors Kirke, er meget moderne fra 2008. Befolkningen i Jyllinge er bredt sammensat af erhvervsaktive, unge, børnefamilier og pensionister. Sognet har et rigt fritidsliv med en relativ ny sportshal med svømmehal og andre indendørs aktiviteter. Der er en meget aktiv tennisklub og naturligvis fodbold og et håndboldhold, der spiller i den øverste række.

Kirkerne har også en bred vifte af aktiviteter: Babysalmesang, børnekor, pigekor, kirkeyoga m.m. Der er desuden, et frivilligkor centreret omkring Hellig Kors Kirke. Vi har også foredrag, filmaften, koncerter, litteraturkreds, spaghettigudstjeneste, minikonfirmander, mandeklub m.v.

Ved kirkerne er der ansat tre præster, to organister, to kirketjenere, en kordegn, en kirkesanger, en graver og to gravermedhjælpere. Der er tilknyttet medarbejdere til at forestå aktiviteter rettet mod mindre børn.

Musikalske forhold
I Jyllinge kirke har vi et Troels Krohn orgel fra 1972 med 7 stemmer. Orgelet er renoveret i 2019. I Hellig Kors Kirke har vi et hybrakustisk orgel med 28 stemmer. Vi har netop startet en orgelsag, med henblik på at erstatte det hybrakustiske orgel med et pibeorgel. Vores organister kan se frem til et spændende projekt med deltagelse i arbejdsgruppen omkring det nye orgel. I Hellig Kors kirke er der også et relativt nyt Yamaha flygel.

Kolleger
Du vil som organist, dagligt komme til at indgå i et dejligt hold af kolleger, organist, kirkesanger, kordegn, kirketjener og præster. Hver tirsdag formiddag mødes personalet, menighedsrådsformand og kontaktperson, hvor den kommende uges aktiviteter gennemgås over en kop kaffe. Mødet er en god anledning til at lære dine kolleger at kende og styrke det gode samarbejde, vi er meget glade for hos os.

Andre forhold
Ansættelsen af en organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en organist med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By-, Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.

Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 351.728,00 kr. – 428.588,00 kr. årligt (nutidskroner).

Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 45.255,00 kr. – 70.286,00 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.

Årslønnen for ansøgere med uddannelse som kirkemusiker i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 339.396,00 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 356.590,00 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet

Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 28.731,00 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 1 kirke.

Ansættelse sker med en prøvetid på 3 måneder, og der vil blive indhentet referencer og straffe- og børneattest i forbindelse med ansættelsen.

Ansøgning, prøvespil og samtaler
Ansøgning med bilag samt angivelse af referencepersoner stiles til menighedsrådet og pr. mail til jyllinge.sogn@km.dk og skal være menighedsrådet i hænde senest mandag 5. januar 2026. Indkaldelse til samtale vil ske fredag 16. januar 2026.  Prøvespil og samtaler aftales med hver enkelt.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til menighedsrådets formand Birthe Ritslev på telefon 23710425, nuværende organist Jytte Kiholm på telefon 29601476 eller til kontaktperson Freddy Lund Petersen 40296061.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Roskilde Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde weekendarbejde skiftende arbejdstid

-Arbejdsgiver:

JYLLINGE MENIGHEDSRAAD, Bygaden, 4040 Jyllinge

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 05-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/d0ff8c74-1d4a-4e69-b303-c11e4c36f4e0

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet