Politi opfordrer forældre til at tage alvorssnak efter uro på festival

Profilbillede
dato

10 personer anholdt efter flere slagsmål på og ved festival i Jyllinge.

Midt- og Vestsjællands Politi måtte natten til lørdag anholde 10 unge personer efter gentagne slagsmål i Jyllinge.

De mange slagsmål opstod, da forskellige grupper af primært unge mennesker stødte på hinanden i ungdomsområdet af Jyllinge Festivalen. Senere spredte slagsmålene sig til de øvrige dele af Jyllinge.

- Vi var talstærkt tilstede deroppe, indtil der faldt ro på. De fleste af de anholdte er sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og blev løsladt efter kort tid, men en enkelt er også sigtet for vold mod politiet efter at have sparket en politiansat. Vi oplevede blandt andet, at der blev kastet sten og flasker mod vores mandskab, siger politiinspektør Thomas Tarpgaard.

Festivalen fortsætter lørdag og derfor kommer politiet med en klar opfordring:

- Vi vil gerne opfordre forældrene i området til at tage en god lang alvorssnak med deres unge og eventuelt holde dem hjemme i aften. Det er helt uacceptabel adfærd, at man på den måde deltager i masseslagsmål, forsøger at befri en anholdt og kaster ting efter politiet. De unge skal forstå, at de skal efterkomme vores anvisninger og forlade stedet, når vi giver besked på det, siger Thomas Tarpgaard.

Politiet kommer til at være tilstede ved festivalen igen i aften for at indgå i dialog med de unge og for at undgå, at de støder sammen igen. Samtidigt vil der blive taget en dialog med arrangørerne om, hvad de kan gøre, for at bringe sikkerheden i orden på stedet. 

 

Pressekontakt: Kommunikationschef Thomas Kristensen; 4174 7426


Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi