Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi rykkede sammen med Skattestyrelsen ud på forskellige arbejdspladser inden for bygge- og anlægsbranchen for at kontrollere, hvorvidt ulovlig arbejdskraft måtte være beskæftiget.
I Jyllinge traf politiet og Skattestyrelsen ca. 20 udlændinge fra Polen og Litauen på en arbejdsplads, men politiet fandt ikke anledning til at gribe ind. Dog var en mand fra Polen efterlyst af politiet til afhøring i en færdselssag, hvilket blev klaret på stedet.
Næste kontrol foregik i Køges nordlige bydel, hvor der på en arbejdsplads blev truffet syv udenlandske arbejdere fra hhv. Syrien og Litauen. Alle havde orden i deres papirer og tilladelser, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage yderligere.
To kontroller blev i løbet af eftermiddagen gennemført i Roskilde by, men myndighederne traf ikke nogen på den ene adresse. På den anden adresse traf politiet en polsk mand, der var efterlyst af politiet i en sag, hvor han skulle fremvise et kørekort. Det blev klaret på stedet, og politiet foretog sig i anledning af kontrollen ikke yderligere over for den polske mand, der havde orden i sine papirer.
Kontrollerne var et led i myndighedernes generelle indsats mod social dumping i Danmark.
Social dumping-indsats
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi