En patrulje stoppede kl. 21.01 en alt for hurtig knallert på Merkurvej i Jyllinge, Roskilde. Føreren, en 17-årig ung mand fra lokalområdet, erkendte straks, at knallerten ikke var lovlig.
Undersøgelser viste, at knallerten var konstruktivt ændret, så den kunne køre for stærkt, og den havde flere mangler, herunder et nedslidt bagdæk, en defekt baglygte og en manglende forbremse.
Ejeren af knallerten, en jævnaldrende ung mand, blev kontaktet og gjort bekendt med, at knallerten blev beslaglagt. Han erkendte også, at knallerten var ulovlig. Knallertens tophastighed skal nu udmåles på et rullefelt.
Begge unge mænd blev sigtet i sagen, og deres forældre er blevet orienteret. De vil høre mere fra politiet, når knallerten er undersøgt.